Pressemeddelelse

Flagermus i rummet

Støvskyer ligner en rumflagermus - fra ESOs Cosmic Gems Programme

14. marts 2019

Skjult i et af de mørkeste hjørner af stjernebilledet Orion hænger denne rumflagermus med udbredte vinger i det interstellare rum to tusinde lysår boret. Området får sit lys fra unge stjerner i centeret - og selvom de er indhyllet i tætte støvskyer, kan deres klare lys alligevel lyse hele tågen op. Området, som hedder NGC 1788, kan ikke ses med det blotte øje, men det er ingen sag for ESOs Very Large Telescope, som har leveret dette, det hidtil mest detaljerede billede af tågen.

 

ESOs Very Large Telescope (VLT) har indfanget skæret fra en svag tåge gemt væk i et af de mørkeste hjørner af stjernebilledet Orion. Tågens navn er NGC 1788, og den har kælenavnet Den kosmiske Flagermus. Den flagermuseformede reflektionståge udsender ikke lys selv. Istedet bliver den oplyst af en hob unge stjerner, så dybt inde i dens indre, at de kun svagt kan anes igennem støvtågerne. Siden NGC 1788 først blev beskrevet har de videnskabelige måleinstrumenter udviklet sig et godt stykke, og billedet her fra VLT er det mest detaljerede, som indtil nu er optaget.

Selvom den spøgelsesagtige tåge i Orion ser ud til at være isoleret fra andre himmelobjekter, mener astronomerne, at den er formet af kraftige stjernevinde fra de tunge stjerner bag den. Disse strømme af brandvarm plasma sendes ud fra en stjernes øvre atmosfære med utrolige hastigheder, og de kan forme og forstyrre de skyer, som indhyller de purunge stjerner i det indre af Flagermusetågen.

NGC 1788 blev først beskrevet af den tysk-britiske astronom William Herschel, som havde den med i et katalog, som senere blev grundlaget for et af de vigtigste kataloger med fjerne himmelobjekter; New General Catalogue (NGC) [1]. ESOs MPG/ESO 2.2-metre teleskop på La Sillaobservatoriet har allerede taget et fint billede af denne lille svage tåge, men det nye billede her viser det gamle baghjul! Fanget som i et blitzglimt ser man fine detaljer i Flagermusens støvvinger. Billedet er optaget i anledning af 20-årsdagen for et af ESOs mest alsidige instrumenter, FOcal Reducer and low dispersion Spectrograph 2 (FORS2).

FORS2 er monteret på Antu, som er et af VLT teleskoperne med en diameter på 8,2 m på Paranal Observatoriet, og muligheden for med instrumentet at tage billeder af store områder af himlen i fin detalje gør det til et meget efterspurgt element i ESOs flåde af frontlinie astronomiske instrumenter. I tiden efter first light for FORS2 for 20 år siden, er instrumentet blevet kendt som "instrumenternes schweizerkniv". Det skyldes, at det har en helt enestående bredde af funktioner[2]. FORS2s muligheder rækker også ud over, hvad forskerne har brug for. De fantastisk flotte billeder, som det kan optage, gør det også til et meget nyttigt redskab i formidlingens tjeneste.

Billedet her er optaget i forbindelse med programmet ESO’s Cosmic Gems, som netop har til formål at bruge ESOs teleskoper til formidling af interessante, forunderlige eller blot flotte himmelobjekter til brug for offentligheden. I programmet bruges teleskoptid, som af forskellige grunde ikke kan bruges til videnskabeligt arbejde, men som alligevel som her med FORS2 kan give imponerende billeder af de flotteste objekter på nattehimlen. For det tilfælde, at de indsamlede data alligevel en dag skulle kunne vise sig nyttige til forskningsformål, bliver de gemt og de er tilgængelige for professionelle astronomer i ESO Science Archive.

Noter

 

[1] I 1864 offentliggjorde John Herschel; William og Caroline Herschels søn General Catalogue of Nebulae and Clusters, som er baseret på andre meget detaljerede kataloger, og som har mere end fem tusinde numre på specielle himmelobjekter. Fireogtyve år senere blev dette katalog udvidet af den danskfødt astronom John Louis Emil Dreyer, og udgivet som New General Catalogue of Nebulae and Clusters of Stars (NGC); med 7 840 objekter beskrevet.

[2] Foruden at kunne danne billeder af store himmelområder, kan FORS2 tillige måle spektrene for flere objekter på nattehimlen samtidigt, og det kan analysere lysets polarisation. Data fra FORS2 er grundlaget for over 100 videnskabelige artikler hvert år.

Mere information

 

ESO er den fremmeste fællesnationale astronomiorganisation i Europa, og verdens langt mest produktive jordbaserede astronomiske observatorium. 16 lande er med i ESO: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Irland, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig, og desuden værtsnationen Chile. Australien er med som strategisk partner. ESO har et ambitiøst program, som gør det muligt for astronomer at gøre vigtige videnskabelige opdagelser. Programmet har focus på design, konstruktion og drift af stærke jordbaserede observatorier. Desuden har ESO en ledende rolle i formidling og organisering af samarbejde omkring astronomisk forskning. ESO driver tre enestående observatorier i verdensklasse i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO VLT, Very Large Telescope, som er verdens mest avancerede observatorium for synligt lys, samt to oversigtsteleskoper. VISTA, som observerer i infrarødt, er verdens største oversigtsteleskop, og VLT Survey Teleskopet er det største teleskop bygget til at overvåge himlen i synligt lys. ESO er en af de største partnere i ALMA, som er det største eksisterende astronomiprojekt. For tiden bygges ELT, et 39 m optisk og nærinfrarødt teleskop på Cerro Armazones, tæt ved Paranal. Det bliver "verdens største himmeløje".

Links

 

 Billeder af VLT

Kontakter

Ole J. Knudsen
ESON-Danmark, Stellar Astrophysics Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: 8715 5597
Mobil: 4059 4520
Email: eson-denmark@eso.org

Calum Turner
ESO Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6670
Email: pio@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1904 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1904da
Navn:NGC 1788
Type:Milky Way : Nebula : Appearance : Reflection
Facility:Very Large Telescope
Instruments:FORS2

Billeder

En kosmisk flagermus fanget i flugten
En kosmisk flagermus fanget i flugten
Omkring NGC 1788
Omkring NGC 1788
Flagermusetågen i stjernebilledet Orion
Flagermusetågen i stjernebilledet Orion

Videoer

ESOcast 195 Light: En kosmisk flagermus fanget i flugten
ESOcast 195 Light: En kosmisk flagermus fanget i flugten
ESOcast 196 Light: 20 år med udforskning af Universet
ESOcast 196 Light: 20 år med udforskning af Universet
Zoom ind på Flagermusetågen
Zoom ind på Flagermusetågen
Panorering over Flagermusetågen
Panorering over Flagermusetågen