Pressemeddelelse

Den første gæst fra fjerne stjerner ligner intet vi før har set

ESOs VLT-teleskop afslører et mørkt, rødligt og yderst aflangt metallisk objekt

20. november 2017

For første gang nogensinde har astronomerne set en asteroide, som er kommet ind i Solsystemet fra det interstellare rum. Dette enestående objekt har rejst igennem rummet i millioner af år før det tilfældigvis er kommet forbi os. ESOs Very Large Telescope i Chile og andre observatorier over hele Verden har fulgt objektet, som er mørkt, rødligt, meget aflangt, og som består af enten sten eller stof med et højt metalindhold. De spændende observationer bliver offentliggjort i tidsskriftet Nature den 20. november 2017.

19. oktober 2017 opdagede teleskopet Pan-STARRS 1 på Hawai`i et svag lysprik, som bevægede sig hen over himlen. Til at begynde med så det ud som en typisk lille asteroide i en hurtig bane, men da man fik flere observationer hen over de næste par dage, kunne banen bestemmes. Det viste sig ud over al tvivl, at dette nye himmellegeme ikke hører til i Solsystemet, som alle andre asteroider og kometer, som indtil nu er observeret. Det kommer fra det interstellare rum. Oprindeligt blev det klassificeret som en komet, men observationer med ESO teleskoper og andre steder fra har ikke vist nogen form for kometlignende aktivitet. Heller ikke efter at objektet passerede tættest forbi Solen i september 2017. Objektet blev derfor omklassificeret som en interstellar asteroride, og den har fået den helt nye type betegnelse 1I/2017 U1 og navnet `Oumuamua[1].

"Vi måtte reagere hurtigt," forklarer medlem af forskerholdet Olivier Hainaut fra ESO i Garching i Tyskland. "´Oumuamua havde alleredet passeret i sin tætteste aftstand fra Solen, og var på vej ud i det interstellare rum igen."

ESOs Very Large Telescope blev omgående sat i sving for at måle objektets bane, lysstyrke og farve med større nøjagtighed en hvad der er muligt med mindre teleskoper. Det var vigtigt at være hurtig for `Oumuamua var allerede hastigt på vej til at blive svagere efterhånden som den fjernede sig fra Solen og kom ud forbi Jordens bane på vej helt ud af Solsystemet.  Og der var flere overraskelser på vej!

Ved at kombinere billeder optaget med fire forskellige filtre på instrumentet FORS monteret på VLT med optagelser fra andre store teleskoper, så forskerne, at `Oumuamuas lysstyrke varierer kraftigt; med omkring en faktor 10 på grund af dens rotation, og omdrejningstiden er 7,3 timer.

Forskerholdet ledes af Karen Meech (Institute for Astronomy, Hawai`i, USA), og hun forklarer, hvad det betyder: "Den helt usædvanligt store variation i lysstyrken betyder, at objektet er meget aflangt; omkring ti gange længere end bredden, og at faconen er ret kompliceret. Vi fandt også ud af, at farven er mørkerød, nogenlunde som objekterne i de yder dele af vores eget Solsystem, og vi kan bekræfte, at det fuldstændig inaktivt, uden det mindste spor af støv omkring."

De målte værdiger viser, at `Oumuamua er tætpakket, muligvis af klippemateriale eller med et stort metalindhold, der er ikke store mængder af vand eller is, og overfladen er blevet mørk og rødlig på grund af stråling fra kosmiske stråler over millioner af år. Længden anslås til mindst 400 meter.

Foreløbige baneberegninger viser, at objektet kommer nogenlunde fra en retning, som nu svarer til den klare stjerne Vega, i det stjernebilledet Lyren. Men selv med objektets nærmest hasarderede hastighed på omkring 95 000 kilometer i timen har det taget så lang tid at nå frem til Solsystemet, at Vega slet ikke var i nærheden af sin nuværende position, da asteroiden var helt derude for omkring 300 000 år siden. 'Oumuamua kan meget vel have drevet rundt i Mælkevejen uden at have hørt til noget stjernesystem i hundreder af millioner år, før den ved et tilfælde er kommet i nærheden af Solsystemet.

Astronomerne vurderer, at en interstellar asteroide som `Oumuamua passerer ind igennem det indre Solsystem cirka en gang om året, men sådan nogen er svagtlysende, og de er svære at få øje på. Derfor har vi ikke opdaget nogen af dem før nu. Det er kun for nyligt, at oversigtsteleskoper er blevet så følsomme som for eksempel Pan-STARRS, så vi har fået mulighed for at opdage disse objekter.

"Vi holder fortsat øje med dette enestående objekt," slutter Olivier Hainaut, "og vi håber efterhånden bedre og bedre at kunne bestemme, hvor den kom fra, og hvor den nu bevæger sig henad i dens rundtur i galaksen. Og nu, hvor vi har fundet den første interstellare klippeklump, gør vi os klar til at møde de næste!"

Noter

[1] Pan-STARRSholdets forslag til et navn til det interstellare objekt blev hurtigt godkendt af den Internationale Astronomiske Union, som har ansvaret for at give officielle navnt til objekter i og udenfor Solsystemet. Navnet stammer fra hawaiisk, og man kan finde flere detaljer om det her. IAU har også oprettet en ny klassifikation af de objekter, som er interstellare asteroider. Den nyligt opdagede er selvfølgelig den første, som bærer den nye betegnelse. Helt korrekt skal man i fremtiden betegne den slags objekter enten 1I, 1I/2017 U1, 1I/`Oumuamua eller 1I/2017 U1 (`Oumuamua). Tegnet før "O"-et er en okina. Udtalen af navnet bliver så retteligt noget i retning af: H O u mu a mu a. Før den nye betegnelse blev valgt, blev objektet kaldt A/2017 U1, som om det var en ganske almindelig nyopdaget asteroide af "vore egne". Navnet kan løseligt oversættes som forløber eller spejder. De asteroiden var tættest på Jorden den 19. oktober var afstanden 24 millioner kilometer fra Jorden, eller cirka 60 gange længere væk end Månen.

Mere information

Forskningsresultaterne her offentliggøres i en artikel med titlen “A brief visit from a red and extremely elongated interstellar asteroid”, af K. Meech et al., i tidsskriftet Nature den 20. november 2017.

Forskerholdet består af Karen J. Meech (Institute for Astronomy, Honolulu, Hawai`i, USA [IfA]) Robert Weryk (IfA), Marco Micheli (ESA SSA-NEO Coordination Centre, Frascati, Italien; INAF–Osservatorio Astronomico di Roma, Monte Porzio Catone, Italien), Jan T. Kleyna (IfA) Olivier Hainaut (ESO, Garching, Tyskland), Robert Jedicke (IfA) Richard J. Wainscoat (IfA) Kenneth C. Chambers (IfA) Jacqueline V. Keane (IfA), Andreea Petric (IfA), Larry Denneau (IfA), Eugene Magnier (IfA), Mark E. Huber (IfA), Heather Flewelling (IfA), Chris Waters (IfA), Eva Schunova-Lilly (IfA) og Serge Chastel (IfA).

ESO er den fremmeste fællesnationale astronomiorganisation i Europa, og verdens langt mest produktive jordbaserede astronomiske observatorium. 16 lande er med i ESO: Belgien, Brazilien, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig, og desuden værtsnationen Chile. ESO har et ambitiøst program, som gør det muligt for astronomer at gøre vigtige videnskabelige opdagelser. Programmet har focus på design, konstruktion og drift af stærke jordbaserede observatorier. Desuden har ESO en ledende rolle i formidling og organisering af samarbejde omkring astronomisk forskning. ESO driver tre enestående observatorier i verdensklasse i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO VLT, Very Large Telescope, som er verdens mest avancerede observatorium for synligt lys, samt to oversigtsteleskoper. VISTA, som observerer i infrarødt, er verdens største oversigtsteleskop, og VLT Survey Teleskopet er det største teleskop bygget til at overvåge himlen i synligt lys. ESO er en af de største partnere i ALMA, som er det største eksisterende astronomiprojekt. For tiden bygges ELT, et 39 m optisk og nærinfrarødt teleskop på Cerro Armazones, tæt ved Paranal. Det bliver "verdens største himmeløje".

Links

Kontakter

Olivier Hainaut
ESO
Garching, Germany
Tel: +49 89 3200 6752
Email: ohainaut@eso.org

Karen Meech
Institute for Astronomy
Honolulu, Hawai`i, USA
Mobil: +1-720-231-7048
Email: meech@IfA.Hawaii.Edu

Richard Hook
ESO Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
Mobil: +49 151 1537 3591
Email: rhook@eso.org

Ole J. Knudsen (press contact Danmark)
ESO Science Outreach Network and Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
Email: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1737 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1737da
Navn:1I/2017 U1 (‘Oumuamua)
Type:Milky Way : Interplanetary Body : Asteroid
Facility:Very Large Telescope
Instruments:FORS2
Science data:2017Natur.552..378M

Billeder

Illustration af den interstellare asteroide `Oumuamua
Illustration af den interstellare asteroide `Oumuamua
Sammensat dyb optaglese af `Oumuamua fra VLT og andre teleskoper (tekstet)
Sammensat dyb optaglese af `Oumuamua fra VLT og andre teleskoper (tekstet)
`Oumuamuas bane i rummet
`Oumuamuas bane i rummet
Sammensat dyb optagelse af `Oumuamua fra VLT og andre teleskoper
Sammensat dyb optagelse af `Oumuamua fra VLT og andre teleskoper
Illustration af den interstellare asteroide `Oumuamua
Illustration af den interstellare asteroide `Oumuamua
Lyskurven for den interstellare asteroide `Oumuamua
Lyskurven for den interstellare asteroide `Oumuamua

Videoer

ESOcast 138 Light
ESOcast 138 Light
Animation af `Oumuamuas passage igennem Solsystemet
Animation af `Oumuamuas passage igennem Solsystemet
Måske ser `Oumuamua sådan her ud tæt på?
Måske ser `Oumuamua sådan her ud tæt på?
Animation of artist's concept of `Oumuamua
Animation of artist's concept of `Oumuamua
tekst kun tilgængelig på engelsk