Pressemeddelelse

En død stjerne og ligrester af planeter: astronomer finder en usædvanlig skive af planetstumper, som forudsiger Solsystemets skæbne

27. oktober 2026

En gruppe afstronomer har fundet en usædvanlig skive bestående af planetrester omkring en død stjerne ved hjælp af European Southern Observatorys Very Large Telescope (ESOs VLT). Det giver en forudanelse om, hvad der kan ske med vorest eget Solsystem. Til forskel fra lignende tidligere fundne systemer er affaldsresterne - det, som er tilbage af planeter, som en gang har kredset om stjernen - samlet i en dobbeltskive, hvor der er et tydeligt gab imellem de to dele. Skivens udseende ser ud til at være bestemt af to planetlegemer; en formentlig på størrelse med Pluto, som har overlevet stjernens voldsomme død.

"Igennem nogen tid har vi vidst, at planeter måske kan overleve deres stjernes endeligt, men det her er det første eksempel på et komplekst system med en dobbeltskive og muligvis to overlevende småplaneter," siger Nicola Gentille Fusillo, som er astronom ved Università degli Studi di Trieste, Italien, og hovedforfatter til en videnskabelig artikel, som er offentliggjort i dag i tidsskriftet Nature Astronomy. Den centrale stjerne i systemet er den hvide dværgstjerne J1328-1450, og den er den udbrændte kerne, som er tilbage efter at en stjerne ligesom vores egen Solen er løbet tør for brændstof.

Når stjerner som Solen kommer ind i de sidste afsnit af deres liv, udvider de sig, og de kaster deres ydre lag bort, og derved omslutter og ødelægger de deres nærmeste planeter. De klippestumper, som overlever det, kan splittes i stykker og danne en skive omkring den centrale døde stjerne. Imidlertid er skiven om J1328-1450 forskellig fra de, som hidtil er observeret omkring døde stjerner: i stedet for kun at have en ring af splittede planetstumper, som omgiver denne stjerne sig med et liglagen af to koncentriske ringe af fordampede affaldsrester.

"Den struktur, som vi ser i dette system er særligt forunderlig, fordi de to gasringe er yderst stabile, og imellem der er der et adskillende gab," siger medforfatter Felipe Lagos-Vilches, som er astronom ved University of Warwick, UK og ved Universidad Técnica Federico Santa María i Chile. "Systemet her giver os et sjældent syn for sagn af de voldsomme og kaotiske processer, som udgør afslutningen for et planetsystem, og vi får et tip om, at døde stjerner kan have strukturerede skiver, som er meget mere detaljerede, end vi før har vidst," tilføjer Gentile Fusillo, som er tilknyttet INAF-Astronomical Observatory i Triest.

Ifølge forskerholdet bliver denne komplekse dobbeltstruktur sandsynligvis opretholdt af to overlevende småplanetstumper i hver deres bane. Forskerne anslår, at den i den inderste ring er på størrelse med en typisk asteroide, altså nogle få kilometer i diameter, og den fjernere kan være på størrelse med Pluto eller endda vores egen Månen.

Alle de kendte skiver at stof omkring hvide dværge er fundet med de samme karakteristika, hvor observationerne tyder på en enkelt flad roterende skive. Men de nye observationer, som er foretaget med instrumentet X-Shooter på ESOs VLT i Chiles Atacamaørken, viser, at J1328-1450 systemet er helt anderledes, idet man istedet finder det entydige spor af en dobbeltskive.

Observationerne afslører også, at grundstoffer som for eksempel calcium, oxygen, magnesium og jern er til stede i skiven, og det tyder på en sammensætning svarende til den som klippeplaneterne i vores eget Solsystem har. Desuden peger data på, at de to ringe i skiven er sammensat ret forskelligt. Den indre ring er rig på magnesiumgas, og den ydre mangler stort set det stof. Det tyder på, at de planetstumper, som oprindeligt er ophav til ringene, stammer fra to planeter med forskellig sammensætning. En alternativ forklaring kan være, at de stammer fra forskellige dele af et himmellegeme, som for eksempel dels fra skorpen og dels fra centralområderne i en enkelt planet.

Vores Solsystem kan ende sine dage på en lignende måde, for Solen vil i en fjern fremtid blive til en hvid dværg, og i den proces kan Jorden blive ødelagt. "Det her system giver os derfor et vigtigt tip til, hvad fremtiden måske bringer for planetsystemer, og der iblandt de, som ligner vores eget," slutter Lagos-Vilches.

Mere information

Forskningsresultaterne her er offentliggjort i en artikel i tidsskriftet Nature Astronomy (doi: 10.1038/s41550-026-03004-3).

Forskerholdet består af Nicola Pietro Gentile Fusillo (Dipartimento di Fisica, Universita‘ di Trieste and INAF-Osservatorio Astronomico di Trieste, Italien), Felipe Lagos-Vilches (Department of Physics, University of Warwick, UK og Departamento de Física, Universidad Técnica Federico Santa María, Chile), Boris T. Gänsicke (Department of Physics and Centre for Exoplanets and Habitability, University of Warwick, UK), Christopher J. Manser (Department of Physics, Astrophysics Group, Imperial College London, UK), Detlev Koester (Institut für Theoretische Physik und Astrophysik, University of Kiel, Tyskland).

Det europæiske Sydobservatorium (ESO) giver forskere Verden over mulighed for at opklare Universets hemmeligheder til glæde for os alle. Vi designer, bygger og driver jordbaserede observatorier i verdensklasse, og dem bruger astronomerne til at takle spændende spørgsmål og sprede begejstringen for astronomi, og til at fremme det internationale astronomiske samarbejde. ESO blev i 1962 stiftet som et fælles regeringsprojekt, og i dag er der 16 medlemstater (Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Irland, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Schweiz, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Det forenede Kongerige og Østrig), samt værtsnationen Chile og med Australien som strategisk partner. ESOs hovedkvarter og besøgscenter og planetarium; ESO Supernova befinder sig i Garching tæt ved München i Tyskland, og vore teleskoper befinder sig i Chiles Atacamaørken, hvor der der fantastiske muligheder for at observere himlen. ESO driver tre observatorieområder: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope og det tilhørende Very Large Telescope Interferometer, og desuden oversigtsteleskoper som for eksempel VISTA. I Paranalområdet er ESO desuden vært og driftsansvarlig for den sydlige del af Cherenkov Telscope Array Observatory, som er Verdens største og mest følsomme gammastrålingsobservatorium. Sammen med en række internationale partnere driver ESO ALMA på Chajnantor. Det er et anlæg, som observerer himlen i millimeter- og submillimeterområdet. På Cerro Armazones nær ved Paranal bygger vi "Verdens største himmeløje" - ESOs Extremely Large Telescope. På vore kontorer i Santiago, Chile yder vi støttefunktioner i landet, og vi samarbejder med chilenske partnere og samfundet i sin helhed.

Links

• Hele forskningsartiklen
• Fotos af VLT
• For journalister: du kan abonnere på vore pressemeddelelser under embargo og på dit eget sprog
• For forskere: Har du en god historie? Så giv os et tip

Kontakter

Nicola Pietro Gentile Fusillo
University of Trieste and INAF-Astronomical Observatory of Trieste
Trieste, Italy
Tel: +39 403199156
E-mail: nicola.gentilefusillo@gmail.com, nicolapietro.gentilefusillo@units.it

Felipe Esteban Lagos Vilches
Universidad Técnica Federico Santamaria
Valparaiso, Chile
E-mail: felipe.lagos.vilches@gmail.com

Bárbara Ferreira
ESO Media Manager
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6670
Mobil: +49 151 241 664 00
E-mail: press@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso2613 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.