Pressemeddelelse

Lys, vind og ild

Smukt billede af en kosmisk skulptur

24. februar 2010

I dag har ESO frigivet et dramatisk nyt billede af NGC 346, der er det mest lysstærke stjernedannende område i vores nabogalakse, den Lille Magellanske Sky. Galaksen ligger 210.000 lysår væk i retning mod stjernebilledet Tucana (Peberfuglen). Lyset, vinden og varmen fra tunge stjerner har spredt den glødende gas i og omkring denne stjernehob, hvilket har givet den omkringliggende tåge en tjavset struktur, der ligner et spindelvæv. NGC 346 er ligesom andre smukke astronomiske scenerier et uafsluttet værk, der er i stadig forandring. Stadig flere stjerner vil blive dannet af det luftige materiale i området. Når de tænder, vil de sprede overskydende gas og støv og derved lave store udskæringer i dette strålende objekts ansigt.

NGC 346 strækker sig over ca. 200 lysår i rummet svarende til omkring halvtreds gange afstanden mellem Solen og dens nærmeste nabostjerner. Astronomer klassificerer NGC 346 som en åben stjernehob hvilket bl.a. dækker over, at dens stjerneafkom alle stammer fra den samme sky af stof, der er kollapset. Den tilhørende tåge, der rummer denne klynge af klare stjerner, er kendt som en emissionståge hvilket betyder, at gassen i den er blevet varmet op af stjerner, indtil gassen udsender sit eget lys, ligesom den neongas, der anvendes i butikkers elektriske reklameskilte.

Mange af stjernerne i NGC 346 er forholdsvis unge set på kosmisk tidsskala, idet deres fødsler kun ligger nogle få millioner år tilbage [eso0834]. Kraftige vinde slynget ud fra en tung stjerne startede denne nylige runde af stjernefødsel ved at presse store mængder af stof sammen – det første afgørende skridt mod at tænde nye stjerner. Denne sky af materiale kollapser så under sin egen tyngde, indtil nogle områder bliver tætte og varme nok til at brænde igennem som en kraftigt strålende, kernefusionsdrevet ovn – en stjerne, der oplyser de overskydende rester af gas og støv. I tilstrækkeligt tætpakkede områder som NGC 346 med et højt niveau af nylig stjernefødsel, er resultatet et fantastisk glødende sceneri, som vores teleskoper kan indfange.

NGC 346 ligger i den Lille Magellanske Sky – en dværggalakse, der ligger ca. 210.000 lysår fra Jorden og tæt på vores hjem: den langt større galakse, Mælkevejen. Ligesom sin søster, den Store Magellanske Sky, er den Lille Magellanske Sky synlig med det blotte øje fra den sydlige halvkugle og har fungeret som et ekstragalaktisk laboratorium for astronomiske studier af dynamikken i dannelsen af nye stjerner.

Dette billede er optaget med Wide Field Imager-instrumentet (WFI) på MPG/ESO 2,2 meter teleskopet på La Silla Observatoriet i Chile. Billeder som dette hjælper astronomer med at beskrive stjerners fødsel og udvikling samtidig med, at de giver et indblik i, hvordan stjernernes udvikling påvirker udseendet af det kosmiske miljø over tid.

Mere information

ESO, det Europæiske Syd Observatorium, er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mest produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende 14 medlemslande: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. Flere lande har udtrykt interesse i medlemskab. ESO’s aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for astronomi for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys, og VISTA, som er verdens største kortlægningsteleskop. ESO er den europæiske partner i et revolutionerede astronomisk teleskop kaldet ALMA, det største igangværende astronomiske projekt. ESO planlægger i øjeblikket et 42 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive ”verdens største øje mod himlen”.

Kontakter

Dr. Michael Linden-Vørnle
Tycho Brahe Planetarium
Denmark
Tel: +45 33 18 19 97
Email: mykal@tycho.dk

Henri Boffin
ESO ePOD
Garching, Germany
Tel: +49 89 3200 6222
Email: hboffin@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1008 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1008da
Navn:NGC 346
Type:Local Universe : Nebula : Type : Star Formation
Facility:MPG/ESO 2.2-metre telescope
Instruments:WFI

Billeder

Star-forming region NGC 346
Star-forming region NGC 346
tekst kun tilgængelig på engelsk
Den lille magellanske Sky
Den lille magellanske Sky

Videoer

Zoom in on the star-forming region NGC 346
Zoom in on the star-forming region NGC 346
tekst kun tilgængelig på engelsk
Close-up zoom on the star-forming region NGC 346
Close-up zoom on the star-forming region NGC 346
tekst kun tilgængelig på engelsk