(Sub)millimeter stjernekiggere

Den klare himmel over Chiles Chajnantorhøjslette skæres i to af Mælkevejens enorme strålende bånd. Her på den sydlige halvkugle er de rige centralområde af vores egen galakse ofte lodret over, med det strålende bånd af lys strakt i en bue fra horisont til horisont. Under himmellyset ser man en klynge hvide antenner, som ivrigt stirrer imod himlen, oplyst af det klare gule lys, som varsler teknikerne om det er sikkert at nærme sig antennerne.

Disse teleskoper er en del af Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA), som er et enormt interferometer, der består af 66 individuelle antenner. De arbejder sammen over individuelle afstande på op til 16 kilometer om at studere Universet i stor detalje. ALMA er designet til at kunne "se" lys, som er usynligt for menneskelige øjne - ved bølgelængder omkring een millimeter; imellem det infrarøde lys og radiobølgerne. Det er lys, som udsendes fra de koldeste og de fjerneste dele af Universet, som for eksempel de enorme skyer af gas og støv i det interstellare rum, og fra de fleste galakser. Med ALMA kan man studere hvordan stjerner og planeter dannes og udvikler sig.

Selvom man i disse bølgelængdeområder kan afsløre aldrig før sete objekter og processer, har (sub)millimeterastronomi sine problemer. Lyset i dette område opfanges let af vanddampen i Jordens atmosfære, og dermed har det svært ved at nå ned til jordoverfladen. For at kunne arbejde med astronomi af denne slags, skal teleskoperne bygges på steder, som ligger meget højt, og hvor der er ekstremt tørt. Chajnantorhøjsletten, som er i en højde på 5000 meter i Chiles del af Andesbjergene, er derfor et ideelt sted for et anlæg som ALMA.